Her vil jeg invitere dig – ikke bag scenen – men bag om bøgerne. Du får et indblik i nogle af mine overvejelser omkring bøgernes indhold. Derudover fortæller jeg lidt om min research, som for en stor dels vedkommende foregår på internettet. Det er en enorm fordel for mig, der som mange andre forfattere ikke er særlig udadvendt. Jeg kan dog godt lide at besøge steder og områder af historisk interesse. Det inspirerer mig. Billederne nedenfor kan du se i et større format, når du klikker på dem.

Frygten er nøglen
Hvor skal jeg begynde? Jo, jeg kunne jo begynde med at fortælle om min research i forbindelse med “Frygten er nøglen”, som bl.a. foregår i København. Bogens handling udspænder sig dels i 1910/1911 og op til nutiden. Det er en spændende opgave at grave i fortiden, men det skaber også sine udfordringer. Vi ved jo fx alle sammen, at vi har elektrisk lys i dag. Men havde de det i 1910, og hvis de havde det, hvor udbredt var det så? Der er nogle ting, man straks er opmærksom på som forfatter og andre ting, man tager for givet. I en anmeldelse på krimifan.dk gør Jan Findal gør opmærksom på, at Gammel Dansk ikke fandtes i 1952, som jeg påstår i et kapitel. Den detalje havde jeg altså end ikke overvejet at undersøge.

I første kapitel går bogens hovedperson den 14. december 1910 efter en god frokost fra Restaurant & Café Nytorv til en guldsmedeforretning i Købmagergade, hvor dramatikken begynder. Han går via Nygade og Amagertorv, som vi i dag kender som en del af Strøget. For at visualisere turen og få inspiration tog jeg sammen med min kone, Lissi, ind for at gå turen en vinterdag. Vi besluttede os dog for at tage udgangspunkt i Købmagergade og gå den modsatte vej. Allerede inden vi nåede Købmagergade opstod der en vis forsinkelse, da der var udsalg i en skoforretning i Frederiksborggade. På Kultorvet lige før Købmagergade udviklede det sig ydermere dramatisk. Her sad en brødebetynget ung mand på en bænk. Foran ham stod to betjente, der undersøgte en sort sæk. De trak det ene våben frem efter det andet, mens manden vendte ansigtet mod brostenene. Jeg håber, det var attrapper, der var i sækken, for ellers var der arbejdsredskaber til adskillige bankrøverier. Her var der inspiration til en god historie, men hvordan i alverden skulle jeg proppe episoden ind i en kriminalroman i et kapitel, der foregår i 1910? Ærgerligt! Ærgerligt!

Nå, men nu kunne turen begynde i Købmagergade. Allerede her begyndte jeg at tænke over nogle ting. Var Købmagergade og Strøget gågade i 1910? Min undersøgelse viste, at Strøget først blev gågade i 1962 og Købmagergade i 1973. Så der må have været en vis trafik på gaden. Bilen var selvfølgelig opfundet i 1910, men hvor mange havde egentlig biler dengang? Lidt research på nettet viste, at det var muligt at lade sig transportere af en hestetrukken omnibus, som der er billede af her. Godt at have i baghovedet, når turen skulle beskrives. Et nærmere studie af billedet viser, at sikkerheden ikke var helt i top dengang.

Lidt efter dukkede Rundetårn op. Det er et spændende bygningsværk, der selvfølgelig skulle med i bogen, men hvordan skulle jeg gøre det interessant? Igen krævede det lidt efterfølgende research, og så dukkede historien op om drengen, der blev levende begravet i Rundetårn. Den unge mand med navnet August Nielsen var i 1880 kordreng i Trinitatis kirke. Sammen med et par legekammerater gik han på opdagelse øverst oppe i tårnet. Her faldt han i et hul i gulvet og endte i bunden af tårnets kerne. Der var uenighed om, hvad man skulle gøre for at redde drengen. Til sidst blev der slået et hul i muren i bunden af tårnet, og hans far kunne hente sin forslåede, men levende søn. Du kan se historien på Rundetårns hjemmeside ved at følge linket her.

Så gik turen til guldsmed P. Hertz. Lad mig sige det med det samme: Den guldsmedeforretning forekommer ikke i min bog ved navns nævnelse, selv om den eksisterede i 1910. Til gengæld omtales en guldsmed ved navn Stein. Når jeg har givet guldsmeden et andet navn er det for, at læseren skal vide, at alt hvad der foregår hos den guldsmed i bogen – og det er ikke småting – kun er ren fiktion. Lissi tog en del billeder af guldsmedeforretningen, og her er et af dem. Mens hun fotograferede, blev jeg overmandet af en besynderlig følelse af, at nogen betragtede os. Måske havde nogen først overværet optrinnet på Kultorvet og bagefter spekuleret på, om vi mon var i ledtog med den unge mand … Du kan læse historien om guldsmed Peter Herz på Wikipedia her.

Længere nede ad Købmagergade ligger der en hatteforretning med navnet Petitgas. Historien går tilbage til 1857, hvor en af de fineste hattemagere i verden, Francois Petitgas etablerede sin forretning i Købmagergade 5. Han fik stor succes, og forretningen blev så berømt, at både Frederik IX og Olav V lagde vejen forbi. Da jeg lavede min research, læste jeg, at den daværende ejer Kurt P. Jensen var bange for, at forretningen ville blive lukket, når han gik på pension. Heldigvis gik det ikke sådan. En af hans kunder overtog forretningen, så skiltet ude foran får lov at hænge nogle år endnu. Petitgas hedder Lafleur i min bog og er med for en kort bemærkning. Læs mere om Petitgas og forretningen her.

Det næste, vi faldt over var Storkespringvandet. Så det ikke lidt for moderne ud til at eksistere i 1910? Jo, men i 1894 syntes folk også, det så for moderne ud. Det var ikke lige værdsat af alle dengang, men i dag knytter der sig en lang historie til kunstværket. Storkespringvandet bliver også omtalt i bogen.
Men nu kunne det jo lyde, som om “Frygten er nøglen” er en historiebog. Det er det ikke, men det er en krimi, der omfatter flere tidsaldre, og København er en fantastisk by, der formår at binde dem sammen. Måske er du på nuværende tidspunkt interesseret i at læse de første kapitler af bogen, og det kan du gøre her. Og ellers iler vi bare videre mod Kgs. Nytorv, hvor det første vi får øje på er domhuset. Domhuset? Nåh ja, det var dér, hvor bogens hovedperson Søren Abildgaard … ups, der var jeg ved at tale over mig. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis du ikke har læst bogen endnu.

Ikke mere om min og min kones research til “Frygten er nøglen”. Her er dog et par links til forskellige sider, hvor jeg fandt nyttig information, som bliver brugt i mindre eller større omfang i bogen:

Det ny teaters historie (jo Søren Abildgaard var der også til åbningsforestillingen) – klik her
Adolph Philipsen, der myrdede en inkassator i 1890 – klik her
De døde kroppes læsesal – klik her
Daells Varehus katalog 1911 – klik her

Den røde boomerang
Lad os gå videre til “Den røde boomerang”. Den foregår i nutiden, og det betyder, at jeg havde nogle andre overvejelser i hovedet, da jeg skrev den, og researchen blev selvfølgelig en del anderledes. Måske vil det være på plads at skrive lidt omkring, hvordan jeg fik inspirationen til at skrive en bog om Klaus Winther, en samvittighedsløs byggematador. På litteratursiden.dk (se anmeldelse her) mente anmelderen, at jeg blev inspireret af historierne om Klaus Riskær og Stein Bagger, og det var også et par gode bud. Men fakta er, at det var en helt anden forsidekandidat, der fik mig til at skrive bogen. Jeg vil ikke nævne hans navn her, men jeg kan beskrive, hvorfor jeg fandt ham interessant. Før finanskrisen stod han bag en række tvivlsomme byggeprojekter, hvor mange privatpersoner kom galt af sted, da de købte hans ejendomme. Der var mange fejl i boligerne, og de blev ikke udbedret. Han blev senere erklæret konkurs, men alligevel lykkedes det ham at køre videre på første klasse, mens hans kunder måtte lide under de fejlslagne byggeprojekter. I de senere år har han fået lidt modvind, og han kan ikke forstå, at retssystemet stadig forsøger at spænde ben for ham. Da jeg læste alle artiklerne, blev jeg inspireret til at skrive “Den røde boomerang”. I denne bog skulle historien ikke påvirkes af hverken byggematador, medier eller retssystemet. Historien skulle ende på den måde, som jeg ville have, den skulle ende. Nysgerrig? Lån bogen her!

I stedet for her at skrive om min research, der involverede emner som dykning, synkende biler, grusgrave, Volvo Amazon-klubben, arbejdstilsynet m.m. kunne det måske være på plads at fortælle, at jeg også lærte noget andet, da jeg skrev bogen – noget jeg har haft gavn af i mine efterfølgende bøger. Hvis man har fundet et specielt navn til en person i sin bog, skal man “google” det. Man tror måske, at man i sin klogskab selv har fundet på det, men i virkeligheden har man hørt det et andet sted før. I “Den røde boomerang” havde jeg fundet, hvad jeg selv mente var et genialt navn på en biperson. Jeg var stolt af mig selv over mit påfund, lige ind til den dag, personen ringede til mig på mit arbejde. Det viste sig at være en af vores kunder. Af frygt for at han en dag tilfældigt skulle falde over min bog og få morgenkrydderen galt i halsen, måtte jeg ændre navnet.

Jomfrurejsen
“Jomfrurejsen”, som udkom i 2015, kombinerer lige som “Frygten er nøglen” fortid og nutid, og den foregår dels i 1930’erne, 1985 og 2005. Som titlen antyder har det noget med et skib at gøre, og det har gjort, at jeg har måttet granske det maritime. Her er det rart med den hjælp, internettet kan give. Heldigvis har jeg også kunnet få værdifulde informationer fra en god ven, der i sine unge dage rejste som sømand på de store verdenshave. Desværre døde han, inden bogen blev færdiggjort, så han nåede ikke at se det færdige resultat.

I bogen foregår jomfrurejsen med skibet “Damokles” med 50 års forsinkelse i 1985. Det betyder, at skibet er færdigbygget i 1935, kun få år efter “Kongeskibet Dannebrog”. I bogen sammenligner jeg også de to skibe og hævder, at det er de samme konstruktører, der står bag. “Damokles” er desuden fem meter længere – mindre kan ikke gøre det! Jeg har derfor ladet mig inspirere af beskrivelser og billeder af Kongeskibet i min bog. Jeg fandt en flot fotoserie på nettet, som jeg har brugt for at visualisere skibet i bogen. Du kan se den her.

For fondens skyld
“For fondens skyld” blev udgivet i 2008, og det var ikke en bog, der involverede den store research. Hovedpersonen er en stakkels revisor, der af Dalum-fondens 90-årige ubestridte leder bliver bedt om at leje detektiv, når nu han alligevel skal revidere regnskaber. Da jeg selv har arbejdet med regnskaber i mange år, kunne jeg bruge min egen viden til at rette op på revisorernes støvede image.

Hvad angår denne bog, minder den mig om noget, jeg ville ønske, jeg havde gjort anderledes. Jeg tog nemlig ikke chancen, da jeg havde muligheden for det. Inden “For fondens skyld” havde jeg skrevet flere håbløse manuskripter, som jeg sendte til flere store og små forlag. Et af forlagene var “Holkenfeldt 3″. Når jeg nu havde valgt det forlag, var det, fordi de havde udgivet en bog af Ole Høeg, en forfatter jeg var begejstret for. Han skrev en serie om den romerske politikommissær Bergamasco, hvis særkende var en aristokratisk næse. Når jeg sendte mine manuskripter, fik jeg altid et venligt, begrundet afslag fra Kay Holkenfeldt. Det var så meget anderledes end det, jeg var vant til fra andre forlag, hvor man venter månedsvis på et brev med ordlyden: “Tak fordi vi måtte vurdere dit manuskript. Desværre kan vi ikke finde anvendelse for det.” Derfor var det oplagt i 2002 at sende “For fondens skyld” til Holkenfeldt 3 som det første forlag.

Men hans svar til mig lignede ikke de andre. Det var ikke blot et venligt afslag. Tværtimod syntes han, det var en ganske god bog. Han havde sendt den videre til en konsulent. Han og konsulenten var dog begge to enige om, at den skulle bearbejdes yderligere. Holkenfeldt foreslog dog, at jeg sendte manuskriptet til et andet forlag først. Hvis ikke det lykkedes at komme igennem dér, ville han meget gerne komme til Brøndby Strand for at tale om min bog. En usædvanlig gestus, som jeg har fortrudt, at jeg ikke tog imod. Det kunne have haft betydning for de fremtidige manuskripter.

Jeg må indrømme, at da jeg fik brevet, fik jeg en trang til at undersøge, hvem Kay Holkenfeldt var. Det viste sig, at han på det tidspunkt var en moden herre på 82, der havde været aktiv inden for bogbranchen i en menneskealder og var kendt og respekteret. Hans måde at udtrykke sig på var temmelig frisk, så det kom som en overraskelse for mig, at han var en ældre herre.

I slutningen af brevet skrev han til mig: “Tab nu ikke modet…” Det råd har jeg taget til mig siden.

Efter afslag fra et par andre forlag kom “For fondens skyld” dog til at ligge i skuffen ind til 2008, hvor manuskriptet blev bearbejdet yderligere og udgivet på Forlaget Facet.

I forbindelse med udgivelsen af “For fondens skyld” fik jeg den idé at sende et brev til et par hundrede revisionsselskaber, hvor jeg opfordrede dem til at købe nogle eksemplarer af bogen som gimmicks, fx som gaver ved seminarer. De fleste reagerede ikke, men et enkelt firma købte til min store overraskelse 50 bøger. Portoen var dækket ind, og så fik mit forfatterskab en større udbredelse!

Hvis væggene kunne tale
Ideen til ”Hvis væggene kunne tale” fik jeg, da jeg en dag læste om ”Den mumificerede kat”. Under opførelsen af Sct. Olai Gade 7 i Helsingør i 1700-tallet blev den indemuret af håndværkere, der ikke fik rejsegilde af bygherren. Katten blev fundet i 1985 og befinder sig på Helsingør bymuseum. Du kan læse mere om den stakkels kat her.

Længe funderede jeg over, hvad historien skulle handle om, uden at komme nogle vegne. Det var først, da jeg lavede den indemurede kat om til en indemuret mand, at der kom skred i processen. Nu er det jo ikke første gang, nogen har skrevet om en mand, der bliver muret inde eller begravet under et betongulv. I sig selv er det jo heller ikke særligt spændende. Det interessante er: Hvordan i alverden er han havnet dér? Efter at være blevet enig med mig selv om svaret på det spørgsmål, dukkede et nyt op. Hvordan river man en væg ned? For mig, der ikke har håndværksmæssig erfaring, var det mere kompliceret at svare på. Heldigvis er en de største gaver til forfatterne internettet, hvor jeg fandt en udførlig beskrivelse, som gjorde mig meget klogere. Men alligevel – skal du bruge nogen til at rive en væg ned, så find for din egen skyld en dygtig håndværker i stedet for at ringe til mig.

Undervejs i processen stiftede jeg bekendtskab med en anden historie fra nyhederne om et mumificeret objekt. Under reparationen af en skorsten fandt man en død brevdue med et skjult budskab fra 2. verdenskrig. Det kunne da være inspirationen til en ny bog. Men hvordan finder man nu ud af, hvordan man reparerer en skorsten?

—
Hvis du er nået herned på siden, kan det være fordi, du ved et uheld er “scrollet” herned. Det kan også være, du synes, det har været interessant. Er det sidste tilfældet, håber jeg, at du vil dele siden med andre.