Hvem er jeg?
I 1965 blev jeg født i Ringsted. I dag bor jeg i Brøndby Strand med Lissi, som jeg har været gift med siden 1985. Vi har tre børn, som allerede er fløjet fra reden.

Skrivelysten begyndte som barn. Når jeg ikke læste bøger, skrev jeg dem. Så meget, at min far måtte indlevere skrivemaskinen til reparation. “Den er ikke bygget til et så kraftigt brug,” sagde de i forretningen, da han fik den retur.

Da jeg genoptog skriveriet i mit voksne liv, lagde jeg vægten på humor. En kollega læste et af mine manuskripter (som heldigvis aldrig blev udgivet). “Jeg var ved at omkomme af grin,” sagde hun. “Og det var temmelig pinligt, for det var i toget.”

Som så mange andre forfattere kan jeg ikke leve af at skrive, så jeg har et arbejde ved siden af som økonomichef i en handelsvirksomhed. Og hvordan hænger sådan et støvet job sammen med bøgernes univers, hvor fantasien og galskaben slippes løs? Der er to forklaringer. Den ene er, at det kræver struktur og disciplin at skrive og udvikle plottet til en kriminalroman, ligesom det kræves for at holde styr på tallene i en virksomhed. Den anden er, at det er så rart for en stund at glemme alt om tallene fra 0 til 9 og skabe sin egen fiktive verden, hvor man bestemmer alt.

Hvorfor vælge at skrive krimier?
Mon ikke en god krimi tiltaler retfærdighedssansen hos de fleste mennesker? En eller flere begår noget kriminelt, og man følger processen, indtil den eller de skyldige bliver opdaget og straffet.

I dag er trenden dog desværre blevet sådan, at mange krimier kan være deprimerende og rumme meget nerveflænsende vold. Min kone var begyndt at læse en krimi, men måtte lægge den fra sig. “Den er utrolig spændende, men jeg bliver i dårligt humør af at læse den.” Jeg mener, at har man en god historie, er det ikke nødvendigt at udpensle bloddryppende episoder for at fange læseren.

Jeg prøver at lægge vægt på netop den gode historie, og jeg tilstræber, at man bliver i godt humør af mine bøger, selv om der naturligvis sker drabelige ting. En hvis form for happy-ending tror jeg også har betydning.

Hvordan er skriveprocessen?
Jeg har læst om forfattere, der elsker det kaotiske, hvor de kun har omridset af en historie og nogle hovedpersoner på plads. Så går de i gang med skrivearbejdet og ender med en fantastisk bog, der begejstrer læserne. Jeg er fuld af beundring. Selv har jeg også prøvet konceptet. Resultaterne ligger i min skrivebordsskuffe, og dér bliver de liggende.

Når jeg skal skrive en historie bruger jeg et par måneder på at lede efter en god idé. Så skriver jeg hovedidéen ned i et tekstbehandlingsdokument. Efterhånden får jeg flere idéer, som jeg tilføjer. Jeg beskriver de personer, der skal med. Til sidst kan jeg lave en egentlig synopsis, hvor jeg har et persongalleri, plot og kapitel for kapitel. Fra at begynde med et par få linjer ender jeg med 4-5 sider.

Herefter kan skriveriet begynde. Efter nogle få kapitler får jeg nye idéer og retter synopsis til. Det er en proces, der sker mange gange i løbet af udarbejdelsen af et manuskript.

Der er ikke nogen facitliste til, hvordan man bedst skriver, men har man lyst til at skrive seriøst, er det vigtigt at finde den arbejdsmetode, man bedst fungerer med.

Hvor kommer inspirationen fra?
Det er helt sikkert forskelligt fra forfatter til forfatter. Jeg får inspirationen ved de ting, jeg oplever i det virkelige liv. Oplever jeg noget, selv små episoder, prøver jeg at digte videre og forestille, hvad der ellers kunne være sket. Hvad nu hvis…?

Hvis jeg har nogle problemstillinger i et kapitel, jeg er i gang med, går jeg og spekulerer over det. Det kan medføre, at jeg bliver lidt fraværende derhjemme eller snakker med mig selv. Min kone har fundet ud af, at hvis hun skal have min opmærksomhed, så skal hun sige mit navn først. Men en mand, der kan bruge flere minutter på at skrive en sætning, kan jo heller ikke være lige social altid.

At man kan få inspirationen af det, man oplever, kan jeg illustrere med et eksempel. I “Frygten er nøglen” skulle jeg beskrive en dommer, der levede i 1911. Men hvordan skulle han se ud? tænkte jeg. Svaret kom en dag, jeg var på arbejde. Jeg mødte en besynderligt udseende mand, der ikke lod sig hæmme af sit excentriske udseende, men talte med stor overbevisning. “Det er dommeren i min bog!” skreg jeg indvendig. Jeg måtte skynde mig at vende ansigtet bort, så han ikke kunne se, at jeg var ved at omkomme af grin. Jeg havde ikke dårlig samvittighed over at bruge ham i min bog, for han skulle forestille at være en retfærdig dommer.

Er du interesseret i at vide mere noget om min research i forbindelse med bøgerne, så klik på menupunktet “Bag om bøgerne”.